Ignatius og Hjertets Vej


Du kan deltage i Ignatius og Hjertets Vej enten i gruppe eller som individuelt forløb.

NY GRUPPE starter 5. juni 2024. Denne gruppe er på dansk.

Vi har også en gruppe, der er startet i februar 2022. Det er stadig muligt at komme ind i denne gruppe. – Kontakt Eva – eva@ignatiushr.dk – så I kan forberede opstart til gruppen. Vær opmærksom på, at gruppen er på engelsk.

I grupper

Ignatius og Hjertets Vej er lukkede retræte-grupper, hvor du har mulighed for at gå ind i en dybere spirituel og mystisk proces med dig selv og sammen med andre gennem en længere periode. Eva Høffding introducerer på en udogmatisk og jordnær måde Sct. Ignatius af Loyolas Spirituelle Øvelser, der åbner til vores egen personlige relation til det guddommelige.

Ignatius Spirituelle Øvelser

I forløbet vil gruppen modtage undervisning i Ignatius’ Spirituelle Øvelser, Exercitierne, som består af 30 øvelser. Undervisningen vil omfatte oplæg fra Eva Høffding til hele gruppen samt kanalisering og vejledning til den enkelte. De enkelte Exercitier vil blive introduceret fra dag til dag. Det meste af dagen vil være i stilhed og fordybelse. Der vil dog om morgenen være dialog i gruppen omkring generelle og personlige temaer/udfordringer og erfaringer i den spirituelle proces.

Ved hjælp af Exercitierne vil du som deltager få mulighed for at bevæge dig fra selvudvikling til overgivelse ind i det guddommelige felt.

Du vil desuden modtage vejledning og kommentarer fra Ignatius kanaliseret gennem Eva Høffding. Dette suppleres med meditation undervejs i forløbet.

Gruppernes struktur

Ignatius og Hjertets Vej-grupperne er et retræte-forløb fordelt på flere mødegange over 4 år. Grupperne mødes to gange årligt, 4,5 dag af gangen igennem 3 år. Det 4. år fordeles sådan at man mødes 3 dage i foråret og afslutter hele forløbet med en 10 dages retræte i efteråret.

Hvis du ønsker at indgå i en Ignatius og Hjertets Vej-gruppe eller har spørgsmål om grupperne, så kontakt os.

Ignatius og Hjertets Vej som individuelt forløb

Ignatius’ Spirituelle Øvelser kan også foregå individuelt og med individuel vejledning, hvor du laver din egen retræte, mens du arbejder med Øvelserne. Du kan gøre det hjemme hos dig selv, eller du kan leje et værelse med adgang til Køkken og bad på Hærvejens Ferie. Eva Høffding har mere information om dette.

Sessionerne kan foregå en gang dagligt over Skype eller som en daglig session hos Eva. Videregivelsen af De Spirituelle Øvelser kan således i vid udstrækning tilrettelægges efter dit behov.

Vi skal turde se, hvad vi er på godt og ondt. Vi kan ikke åbne hjertet på et dybere niveau, før vi har set, hvem vi selv er.

Citat: Eva Høffding

Kontakt Eva Høffding for mere info på mail: eva@ignatiushr.dk eller på mobil 3030 6142.

Exercitierne

Du får mulighed for at udvikle en dybere spirituel relation gennem disse 500 år gamle Exercitier, der for tiden vinder ny popularitet i spirituelle miljøer over det meste af verden. Øvelserne udkom i 1548 og er en samling meditationer, bønner, åndelige øvelser samt fordybelse i bibeltekster, som C.G. Jung refererer til som Vestens Yoga.

Med øvelserne ønskede Ignatius at hjælpe mennesker til en dybere, personlig og inderliggjort kontakt, som en erfaret relation til Kristus og det guddommelige. Derfor er de også brugbare for os i dag, hvor flere og flere inden og uden for den katolske verden fordyber sig i øvelserne.

Der er tale om Åndelige Øvelser, der hjælper en til at bryde fri af sine indre begrænsninger og modstande, og i stedet åbne ind i en dybere overgivelse til det guddommelige. Øvelserne giver samtidig en nutidig og helt personlig tilgang til de bibelske tekster som en vej ind i en dybere bevidsthed og personlig renselse.

Gruppe er startet i februar 2022. Det er stadig muligt at deltage i gruppen. Kontakt Eva, hvis du er interesseret, så I kan forberede opstart. Gruppen er på engelsk.

Ny gruppe starter 5. juni 2024. Kontakt Eva, hvis du er interesseret i at deltage i gruppen. Gruppen er på dansk.

Datoer og priser

Se kalenderen

Booking/Betalingsoplysninger

Du kan tilmelde dig efter aftale med Eva Høffding.

Tilmelding på bookingsiden. Betaling skal ske i umiddelbar forlængelse af tilmeldingen via bankoverførsel til Rinkøbing Landbobank: reg. nr. 7670 konto nr. 7545994 – husk navn på bankoverførslen. Ny gruppe er startet i februar 2022. Det er stadig muligt at deltage i gruppen. Kontakt Eva, hvis du er interesseret, så I kan forberede opstart. Gruppen er på engelsk.

Din tilmelding er først gyldig, når du har betalt.

Bøn er en form for kommunikation med og uden ord i en dyb cirkulation med Gud – med det Guddommelige inde i jer selv og ud over jer selv.

Citat: Ignatius af Loyola
Kanaliseret af Eva høffding